Det følgende er skrevet af efter en optagelse af et foredrag Gunardo Pedersen holdt for gruppen i Villa La Angostura. Den 21.02.2014. Enkelte steder er der suppleret med oplysninger fra ”Den store Danske ”
Det er samtidig det sidste rejsebrev hvor vi er sammen med den dejlige gruppe på vores tur gennem Argentina. Tusind tak for de dejlige timer til alle.
Mine Bedsteforældre kom 1889 fra Salling. Jeg blev uddannet lærer ved Lærerseminariet i Silkeborg Lang. Nu er vi femte led i slægten her.
Derhjemme i danmark sagde vi stadig da jeg var dreng, men nu siger vore børn derhjemme i Argentina.
Spanierne var ude på at finde Eldorado hvor stenene på vejene var af guld, og det var bare om at tage hertil og finde guldet og rejse tilbage belæsset med rigdomme. Anderledes var det for de indvandrere som kom i 1800 tallet, som ikke kom for at røve landets rigdomme, men for at få et nyt liv og gøre deres indsats for at få en ny fremtid. Det gør jo en forskel, når hensigten fra starten er at opbygge et land. Det første er at komme frem med ens eget arbejde som pionererne i den nordlige del, at eje sin egen jord og dyrke den og at have sit eget kvæg.
Børn lærte at arbejde lige fra barnsben af, de måtte malke køer og passe fårene. De nye indvandrere arbejdede ihærdigt. Fra 1880-1920 kom der mange danskere og i 1950 var der mellem 30 og 40.000 danskere. Allerflest i Tandil, Necochea og Tres Arroyos, som I har besøgt.
1810 fik vi vor frihed, i 1816 fik vi vor uafhængighed og 1853 vores grundlov. 1880 blev BA hovedstad.
Omkring 1930 blev landet genstand for et militærkup ved en militær junta, som tog magten og de næste 16 år var der enevælde for de rige. En konservativ elite, som skiftede præsidenter som det passede dem. Den almindelige bondeknold var fattig medens landet var rigt. Argentina var på en 6 plads 1920-1930 i nationaløkonomi (Citat fra Den store danske:
En svimlende økonomisk udvikling gjorde Argentina til et af de lande i verden med størst indtægt pr. indbygger, men pga. afhængigheden af de internationale markeder blev landet alvorligt ramt af den økonomiske krise i 1929. . 1930 får Argentina sit første militærkup i landets historie og der begynder en stigende økonomisk ustabilitet og tilbagegang.
Citat fra
”Under 2. Verdenskrig var Argentina neutral indtil krigens sidste måneder og havde dermed gode afsætningsmuligheder.
Den øgede landbrugseksport og den mindskede import satte skub i dannelsen af en national industri og dermed i flugten fra land til by.
De nytilkomne dele af arbejderklassen støttede i 1945 Juan Perón, en af de militærpersoner, som havde stået i spidsen for et statskup i 1943.
Den peronistiske regering (1946-55) gennemførte en populistisk og nationalistisk politik, som i kraft af indtjeningen under 2. Verdenskrig kunne hæve arbejderklassens levefod, indføre den første sociallovgivning (især i kraft af indsatsen fra Eva "Evita" Peróns side) og nationalisere en stor del af landets naturresurser og transportsektoren.
Peronismen har også æren for en arbejdsmarkedsreform og for indførelsen af stemmeret for kvinder i 1947. Men økonomiske problemer samt konflikter med kirken og med dele af hæren førte i 1955 til et blodigt militærkup, der endte med, at Perón blev styrtet og gik i eksil i Spanien.”)
Gunardo fortsætter:
1945 blev en general valgt som præsident Juan Peron. Populist og de første 3 år delte han ud af den rigdom der var efter krigen. Så kan man gøre det på to måder, dele penge ud, de vil hurtigt forsvinde eller dele muligheder ud, så der bliver flere forbrugsgoder, og bruge pengene på mere langsigtet planlægning som forbedre livet i fremtiden, og så pengene ikke forsvinder, men også bede om at få en modydelse. Fra 46-49 opfyldte han en drøm om en slags velfærdsstat. Så afskaffede han grundloven ved en folkeafstemning, og han havde absolut flertal. Peron fik 6 år mere med stort flertal. Han styrede alt, især medierne som han havde meget indflydelse på. Alt beskrev at han var så god. Det endte med at han blev afsat i 1955 af militæret ved et kup. De kom tilbage den ene gang efter den anden. Arturu Frondizi var radikal præsident 1958-1962 men blev afsat af juntaen ved et kup, da han blev anklaget for kommunisme. Peron var udvist og boede i Spanien men der var peronisterne som støttede ham. Fra 1963-66 kom Arturu Illia. Han var læge og radikal og havde aldrig tænkt på penge, og han blev kaldt en skildpadde. Tingene gik langsomt. Når han blev spurgt: Hvad skal vi gøre nu. henviste altid til grundloven og var ydmyg overfor sin gerning, men han blev sat af 3 år efter. 1973 kom Peron tilbage efter 18 år i Spanien. I Spanien havde han holdt hof. Han gav alle ret. Gunardo: han velsignede alle både fagforenings førere og den venstreorienterede del af befolkningen. De byggede en folkehær op. De store rige, som havde mange interesser i Argentina fik også hans støtte.
Han gjorde sine venner til ledere.
Mit liv og de fleste voksne argentinere har været ude for stadige brud på demokratiet. Nu bliver det godt med Peron. Men alle havde nu lært at det med grundloven var ikke alt for vigtigt. Peron døde og hans kone Isabella Peron blev afsat 1976 ved et militærkup af general Videla. Nu var det generaler som regerede. General Maseta for flåden general Augusti for luftvåbnet. De styrede landet med en frygtelig, brutal og voldsomme terror uden lov og orden, uden at landet var i kamp. De kunne få broder til at vende sig mod søster og sønner mod fædre, På spansk sagde man, at dem der forsvandt, de blev suget op. Gravide kvinder måtte føde deres børn i lænker og deres børn blev givet til militære personer, for at de kunne opvokse i en konservativ familie. 500 børn var således opvokset i junta medlemmernes familier og deres mødre var måske myrdet. Da Juntaen blev væltet 1983 havde de gennemført love, som gjorde, at de ikke kunne retsforfølges.
Falklandskrigen fik folket til at svigte hæren og de mistede deres magt. 1983 kom retsopgøret ved den radikale præsident Raoul Alfonsin. Gunardo redegjorde for at de blev delt i 3 grupper.
1) Dem der er ansvarlige. 2) Dem, der har overtrådt loven. 3) Dem som adlød ordre
Alfonsin talte over hele landet og sagde at han ville gennemføre et retsopgør. Han endte med en million tilhørere i BA. Det var ellers kun peronisterne der kunne præstere en sådan skare, for de sendte busser på busser ind med folk til møderne. Og nu er der gået 31 år uden militær kup og nu er det vort ansvar at føre demokratiet videre. Han nåede ikke de 6 år, for før han blev færdig var der uro så han kaldte pressen og tinget sammen og sagde at nu har jeg været 5 år og 8 måneder og nu er det på tide at folket vælger en ny mand. Da vandt peronisterne, som altid havde været et parti for arbejderne. Carlos Menem blev præsident. Alt hvad staten ejede blev solgt til private fordi staten var en dårlig administrator, vore skibe, toge og telefoner Han støttede markedsøkonomien. Det præger dette parti, hvad man siger, når man er på valg er forskelligt fra, hvad man siger efter valget. Er man blevet valgt har man al magten. Vi har et meget præsidentialistisk system. Vi vælger men dagen derefter, har vi ikke noget at gøre med det, der sker. Det er præsidenten der bestemmer alt. Ikke den dømmende eller lovgivende eller udøvende magt men præsidentens magt.
Siden Cuba blev befriet af Fidel Castro blev de nordamerikanske lande meget nervøse for den kommunistiske indflydelse. USA reagerede hurtigt over den mulighed at Sydamerika skulle blive kommunistisk. Henry Kissinger (http://www.motherjones.com/mojo/2014/01/new-memo-kissinger-gave-green-light-argentina-dirty-war læs selv
Only a few months ago, Henry Kissinger was dancing with Stephen Colbert in a funny bit on the latter's Comedy Central show. But for years, the former secretary of state has sidestepped judgment for his complicity in horrific human rights abuses abroad, and a new memo has emerged that provides clear evidence that in 1976 Kissinger gave Argentina's neo-fascist military junta the "green light" for the dirty war it was conducting against civilian and militant leftists that resulted in the disappearance—that is, deaths—of an estimated 30,000 people.
In April 1977, Patt Derian, a onetime civil rights activist whom President Jimmy Carter had recently appointed assistant secretary of state for human rights, met with the US ambassador in Buenos Aires, Robert Hill. A memo recording that conversation has been unearthed by Martin Edwin Andersen, who in 1987 first reported that Kissinger had told the Argentine generals to proceed with their terror campaign against leftists (whom the junta routinely referred to as "terrorists"). The memo notes that Hill told Derian about a meeting Kissinger held with Argentine Foreign Minister Cesar Augusto Guzzetti the previous June. What the two men discussed was revealed in 2004 when the National Security Archive obtained and released the secret memorandum of conversation for that get-together. Guzzetti, according to that document, told Kissinger, "our main problem in Argentina is terrorism." Kissinger replied, "If there are things that have to be done, you should do them quickly. )
har været med til at støtte træningen af mange af de militære grupper forskellige steder i Sydamerika. Præsident Nixon var også med til at sætte escola des Americas, Amerika skolen, Det var et militær centrum som trænede militær enheder fra hele Sydamerika også for andre lande til at kæmpe imod byguerillaerne. I det arbejde har han været meget meget langt ude på det ulovlige og det blev ikke sagt, da han blev nobelpristager. Han er i hvert fald en af de allermest ansvarlige for alt det der har med død, tortur, bortførelser og vold at gøre. Det har været sådan i Chile, i Brasilien Uruguay, Peru, Bolivia. Hvis jeg nu siger, at det er Nordamerikas ansvar, så siger jeg nok for meget, om det er ene deres skyld, men de har været med, og har ikke betalt for det. Det siger jeg ikke fra en kommunistisk side, for jeg er langt fra at være kommunist og i 1983, da Alfonsin kom til magten, sagde jeg til mig selv, Nu er jeg 43 år og nu skal jeg til at gøre noget for mit land. Det med at sige, at det der med politik er noget snavset noget, som jeg ikke vil være med til, nej jeg valgte at gå med på det, ikke for at få en løn, men for at være med, hvor jeg kunne gøre min indflydelse gældende. Og det er jeg ikke standset med endnu. Det er 31 år siden jeg startede med at arbejde for de radikale, som nærmest ligner socialdemokratiet. Af de 7 præsidenter de radikale har fået valgt siden 1916 er der ingen, der er kendt for at have taget en peso med hjem til sit hus. De allerfleste har været moralsk uangribelige. Vi taler måske lidt for meget. Der kan vi se en stor forskel på de to partier at vi ønsker at få et flertal med os fra begge sider.
Der er to kamre Deputeretkammeret og Senatet. Senatet har altid haft peronist flertal under de civile regeringer. Vi har 3 senatorer for hver provins og vi har 24 provinser og BA er den 25, altså 75 senatorer. Men da Alfonsin blev valgt fik vi flertal i deputeretkammeret. Det er repræsentanter pr valgtalg. Så mange indbyggere så mange deputerede. De sendte bud til Alfonsin og sagde, nu har vi så mange deputerede og flertal, så sagde han bliv ved med at snakke med mindretallet, vi skal have dem til at komme over på vores side, og hvis det er nødvendigt, så giv efter. Sådan at alle derefter skal værne om de love, der bliver vedtaget. Derimod kan jeg sige, at peronisterne har en meget større ide om, at det er præsidenten der bestemmer alt, ” har vi et flertal så lovgiver vi uden hensyn. Selvom det kun er med 1 stemme, der giver det flertal. Så kan de gå ud og græde, hvis de ikke kan lide det vi bestemmer”. Det er sådan to forskellige måder at regere på. Kun lige da vi radikale blev skabt havde vi ´våben i hånd, men vi synes, vi skal bygge og overbevise i stedet for at herske.
1973 blev jeg udnævnt til rektor for et institut for legemsøvelser, svarende til universitet, som på 3 år uddannede sportsledere i legemsøvelser på et højt niveau. Jeg fik den mulighed at udskifte den autoritetstro ledelse med en demokratisk ledelse. Man kan sammenligne med de engelske kostskoler, hvor der blev udøvet grov vold mod de der var nye og skulle indordne sig under de gamle, som herskede. Sådan var vore undervisnings anstalter dengang. Jeg fik lov at gennemføre et skifte indenfor ledelsen. Der blev dannet et elevråd, Der var aldrig nogen, der havde tænkt, at man kunne lave et elevråd på sådan et institut, det var rektor eller en lærer, der bestemte. Vi fik også lavet et skoleråd, hvor elevrådet og lærerrådet kunne samles og give nye impulser til livet på skolen. Overføre et demokrati på en skole kan give et bedre demokrati inden for landet også. Det var jo en svir på en lille skole med hundrede elever. Jeg var så glad som en hund med to haler. Det var det, jeg altid havde drømt om fra barn og til voksen. Været vant til generalforsamlinger med demokrati, diskussioner om det skulle købes et klaver eller ikke. Foreningsdemokrati. Så døde Peron og hans enke Isabel blev sat af og militæret overtog magten. Nu kom den tid med vold og mord og folk der blev suget op fra jordens overflade i den onde krig fra 1976 til 1983. Man regner med mellem 15 og 20.000 forsvundne mennesker. Mange døde af spark og tortur. Dem der overlevede kunne fortælle så man måtte kaste op over det. Tage de nyfødte fra en guerilla kvinde og give den til en oberst eller general for han skal ikke være som dig. Et menneske, som når han vokser op, så lige pludselig når han er 15 år får at vide, jamen du er ikke søn af den mand. Alfonsin var meget dygtig. Hans mor var waliser og hans far var fra Gallicia i Spanien. Først så satte han militær loven ud af kraft. Militær folk kunne ellers ikke stilles for en civil domstol, kun for en militærdomstol. En uge efter fremsatte han en ny lov, de skal stilles for retten sådan i tre trin, som jeg fortalte før. Der blev en frygtelig røre i hele landet, for ikke mere end 10 dage siden havde de regeret og nu fik de at vide, at de skulle stilles for retten. Det var som at vandre på en knivsæg (vandre på en glasvæg). Der blev oprettet en menneskerettighedernes kommission, jeg kom til at sidde i den. De skulle finde ud af forsvindinger og mord og tortur. Han udpegede en meget afholdt forfatter og en radiokvinde og en protestantisk biskop og to Argentinske biskopper. Folk som man ikke kunne mistænke for noget som helst. De undersøgte helt ned i helvede på 8 måneder alle de forhold der havde været. De afleverede en rapport til præsidenten og til pressen. Det var en grundsten for demokratiet. 6500 sager. Han satte 5 dommere til at gå sagerne i gennem og de begyndte at kalde på de højeste først til dem længere nede. De kom i fængsel. Hvis der var nogen der ville have tænkt at det kunne ske, så ville man have anset dem for fantaster. Alfonsin var også med til at føre sag for en kvinde, der havde mistet sit barn
1977 blev jeg sat af, jeg var udnævnt af et skoleråd, men guvernøren satte mig af ved et dekret. Jeg skulle gå af ”for at bevare elevernes sjælelige og fysiske sundhed”. Jeg ler også af det nu, men når man har oplevet, at man har været med til at gå hen til en radio og sige: ”Jørgen han er borte, vi kan ikke finde ham, Vi sagde det til politiet i aftes og hans børn blev fundet i hans bil som var parkeret med åbne døre ude på landet, en dreng på 3 og en pige på 5 år sad derinde. Politiet sagde, ja ja det er i orden, gå i bare, vi skal nok tage os af sagen. Dommerne sagde det samme. Der var ikke ret mange der turde og der var også nogen der synes, at det var godt de blev udryddet de her kommunister/terrorister. Der blev taget en masse mennesker, som ikke havde noget som helst at gøre med terror eller guerilla. Jeg blev mistænkt lige pludselig og jeg var nogenlunde afholdt i min lille by, hvor vi kender hinanden. Vi havde været med til at fremme dette institut fra en militær profil til en demokratisk profil. De fleste elever havde et godt indtryk og mange naboer også. Så blev jeg lige pludselig afsat af guvernøren. Han skulle passe på elevernes åndelige og fysiske sundhed, og derfor skulle jeg ud. Der sker mange tinge, nu jeg tænker tilbage. Man bliver fyldt af rædsel. Der er mange der er forsvundet og den næste bliver nok mig. Men på den anden side syntes jeg ikke, jeg havde gjort noget forkert, så hvorfor skulle jeg..
Det andet jeg føler og som jeg nok tror, der er det, der gør ,mest ondt er, at mange mange af dem, der havde været mine venner, de forsvandt lige pludselig, de hilste langt fra, men man kunne føle, at de var bange for at blive hægtet sammen med min situation. Alt det der lugtede af demokrati under militærstyret var bandlyst. Den følelse jeg havde, har mange argentinere haft, men ikke mange dansk argentinere, for de fleste af dem arbejdede ude på marken, og de havde ikke noget at gøre med alle de kommunistiske impulser, der kommer fra andre lande, så de tog det lidt mere med ro. Det der mest præger mig, var min søn min kone. Vi blev hurtigt enige om, min kone og mig, at hvis det gik ud over mig, så skulle hun stikke af. Først til Montevideo og så måske til Danmark. Frygten bliver ved med at være der, en 5-6 måneder efter, jeg var afsat. Det er ligesom man er stiv. Det med vennerne og man føler, at det er galt med vort land. Vi tænker mest på vores lille cirkel, men at føle at et så kønt land, så dejligt et land med så mange gode mennesker er udsat for så megen usikkerhed så megen vold, ja, som årene gik under militær styret, så blev man både bange og gal. Min første søn er født i 1976. Han var et barn da militæret tog over. Han kunne have været et bortført barn.
Hvorfor fortæller jeg så hele denne historie. Jo, at få det fra første kilde, fordi jeg har været med til det, de første år.
hvorfor man giver sig af med politik. 1983 var de radikale ude efter mig, da Alfonsin vandt. Jeg troede ikke Alfonsin ville kunne gøre det han lovede. Men så besluttede jeg, at nu skulle jeg være med. Først blev jeg direktor for legemsøvelsers afdelingen af undervisningsministeriet i min provins, derefter kom jeg til ministeriet i BA for hele landet, derefter da Alfonsin lev sat af, var jeg ude på BA universitet som leder af gymnastiklærernes efter uddannelse. Nu er der peronistisk styre indtil i dag. Mange steder er der borgmestre fra det radikale parti. Nu hersker der en national populisme, jeg er nu formand for det radikale parti her, og vi taber og taber, men vi taber ikke modet.
NE spurgte om hvilken magt Alfonsin havde til at få gennemført sine love, hvis militæret ikke gjorde det?
Gunardo: Han havde noget mere end alle de andre. Når han holdt tale så sang folk: de skal skydes de skal skyde alle de der har været indenfor militær styret. Men ved et møde med 100.000 i BA sagde Alfonsin pluselig: Stop! Stop med det. Ikke mere vold i Argentina. Justits, ret, men ikke noget med at skyde. Det gjorde ham afholdt af alle lige pludselig.
Ricardo tilføjer: I 1982 havde vi Falklandskrigen som var tabt og militæret havde mistet hele folkets støtte. Gunardo, det er rigtigt det er der, det ligger. Lige fra man kom i første klasse i skolen, fik man at vide at Islas Malvinas er vores og ikke de her engelske pirater. Der er ikke en argentiner, der ikke føler at det er en uretfærdig sag. De skal have dem tilbage. Men så tabte de Falklandskrigen og øerne kom så langt på afstand.
Gunardo havde givet os et uforglemmeligt indtryk af det bevægede liv han havde haft og Julia tilføjede at hun gerne ville sige ham tak, fordi hun havde oplevet demokratiet på hans idrætsskole. Gunardos sidste ord til Julia var: Du ærer mig for meget.
Tak til Gunardo for hans spændende rejse gennem Argentinas politiske historie set gennem et øjenvidnes øjne
Dette er det sidste rejsebrev hvor vi er sammen med gruppen, som vi har været meget glade for at være en del af. Tak til Hans Erik for god ledelse og til Ricardo for de mange interessante oplysninger, som vi har prøvet at fæstne på papiret, så de ikke så let går i glemme. Nu fortsætter Else og jeg til gletsjerne ved El Calafate og så går turen til et par dage i BA hvor vi håber at mødes med nogle fra den danske menighed der.
Med Kærlig hilsen Else og Niels Ebbe