Postkort nr 8 8/7 Vamdrup til Hejlminde

Kære Venner/fam

Vi fik en meget kærlig velkomst i Føvling hos Bodil, Lis og Henning. Vi fik tilmed 6 nylagte æg med, da vi rejste os fra morgenbord med hjemmebagt rugbrød og boller. Uhm

.

Vi cyklede til Foldingbro for at finde den danske og den tyske toldbygning. Vi måtte lige stå i tørvejr en halv times tid.

Kongeåkroen havde rummet det danske toldsted,

men kroen var brændt og der var bygget et hus tættere på Kongeåen end kroen.

Vi gik over broen og fandt en statelig bygning på vestsiden af åen overfor noget som også blev kaldt Foldingbro kro.

Overfor lå det ny istandsatte tyske toldsted

Turen gik videre langs landevejen til Skibelund krat og så mod syd over Kongeåen til Frihedsbroen.

Her fulgte vi hærvejen et kort stykke. Lige før Kongeå broen  lå huset "Frihed". H.D. Kloppenborg boede i Københoved men savnede Danmark så meget, at han byggede et hus 1871 på den danske side. Der opholdt han og hans kone sig, når det blev for tysk på den anden side. Stedet blev også brugt som tilflugtssted når folk sneg sig over grænsen til Danmark.

Næste sted var ved tysk toldsted i Skodborghus.

Vi talte med Poul Berrig, som er formand for museumsforeningen i Vamdrup, om at vi ventede en kraftig tordenbyge.

Han anbefalede os at søge tilflugt hos den røde maler, når vi lige var kommet over grænsen igen mod nord. Erik  den røde, som han også kaldtes, var meget gæstfri og var glødende dansker. Det vil sige st han ikke troede på, at tyskerne havde nogen gode relationer til Dk, men stadig pønsede på at få Nordslesvig, Sønderjylland tilbage. Han viste en avis artikel fra 1990, hvor en tysk rigmand ville støtte, at grænsen igen skulle flyttes op til Kongeåen. Udover det havde han en imponerende samling af gamle postkort, som vi genkendte fra de bøger vi har læst. Han tilbød os, at overnatte i haven, men vi ville gerne videre til Vamdrup og museet der.

Knagmølle gendarmerianmeldelsespost.

 

Det viste sig at være en sand perle, som uddybede vores viden om 1864 grænsen. Poul Berrig og Holger Lauesen fortalte og viste tingene. Vamdrup var et vigtigt Jernbaneknudepunkt med 22 spor. Poul fortalte, at togene ankom nordfra. Så blev lokomotivet spændt fra og vendt på en drejeskive. Vognene blev tømt for passagerer og gods, som skulle passere tolden. Efter toldbehandling gik det så lige den modsatte vej, nu steg passagerer op i toget og godset blev læsset igen. Der var lavet en stor model, som viste hele baneterrænnet. Men det må have føltes fuldkommen åndsvagt med denne stigen af, læssen af og så det hele igen  på den anden side af grænsen. Toldbetjentene fik provision af smuglervarer. Vi så en preussisk opgørelse over et brudepar, som skulle holde fest i DK, og som var blevet taget i tolden med hele brudeudstyret, som var minutuøst opgjort og fortoldet.

Hvor har der været megen bitterhed på grund af den forbandede grænse.

Det trak igen op til regnvejr, så vi besluttede os for at tage ind på Vamdrup Hotel og overnatte for 795 kr incl. morgenmad.

 

Brenore danske toldsted

Brenore Tysk toldsted

Næste dag onsdag den 9/7

trådte vi så turens sidste historiske etape. Vi kørte over grænsen ved Benore/Frørup og fandt både den danske og tyske toldbygning. De tyske må være lavet af samme arkitekt, for de ligner næsten alle hinanden.

Kort efter nåede vi Frørup kirke, som viste sig at være en sand perle. Der var blandt andet en rest af en gammel altertavle, hvor figurerne i den højre sige viste ligegyldighed overfor Frelserens lidelser, medens figurerne i venstre side var dybt tynget af sorg.

 

På vores vej mod Frederkshøj kro og museum, fandt vi igen den karakteristiske tyske tildbygning på toppen af bakken ved Høkkelbjerg. Så kørte vi ned af den laaaaange bakke og passerede et mindested for Christian X's ridning over grænsen 10/7 1920. Kongen var dybt bevæget. Det var her, han tog en lille pige op på den hvide hest. Rundt omkring mindestenen stod grænsesten. Her fandt vi nr 128, som var den sidste, der havde stået ude ved Hejlsminde.

Vi fik en stor overraskelse da vi kom til museet. Kustode den dag var Poul Verner Hansen, tidligere skoleleder i Store Vi. Vi er mange gange løbet på hinanden i Sydslesvig sammenhænge og andre foreningsfirbindelser.

Han viste os, hvor vi kunne nyde vores frokost, men skulle så selv afløses af en anden frivillig og ulønnet hjælper. Vi så først en film og dernæst selve museet. 

Den sidste del af turen gik til Hejlsminde. Der stod sten nr 127 og et gammelt tysk toldsted. Desuden havde der været en jernbane hvor station og remise kunne identificeres.

 

Turen gik nu ad krogede stier forbi Grønnegård strand og Binderup strand. Da vi kørte den sidste etape til shelterpladsen ved Skibelundvej oplevede vi den værste stigning overhovedet på turen. Jeg kunne næsten ikke skubbe min cykel med anhænger op af den og Else var også ved at omkomme. En overgang tænkte jeg, at jeg måtte læsse mit gods af og bære det stykkevis op ad bakken. Men vi kom op. Dybt forpustede, med dunkende puls og røde i hovederne. Vist nok også af solen. 

Det sidste stykke cyklede vi på et højt dige og kom til shelter pladsen. Her var der 3 sheltere og de 2 var ledige.

Oh hvor var det velgørende efter kun 46 km kørsel at smide tøj og bagage. Jeg kastede mig i bølgerne medens Else så til. Vandet var oprørt og kun med badesko kunne det lade dig gøre at komme ud for sten.

 I begyndelse havde jeg beholdt styrthjelmen på, for man slår altså hovedet hårdt mod loftbjælkerne i shelteret,  kan I tro.

Om aftenen kom der 7 kajakker, som havde sejlet i ret høj sø fra Årøsund for at komme til Skibelund shelterplads. Vi fik en hyggelig aften sammen med dem, hvor vi deltes om mad og drikke, måske især det sidste.

De havde sangbøger med, og der blev sunget sf fuld hals. Det var mange af de sange, vi spiller i Virkedalsorkestret. " Jeg kan ikke få srmene ned" eller "Hjemmebrænderiet. De gæve søfolk levede op til alle fordomme om hjemmelavet sprut, som "dufter af rævepis og terpentin, og så bliver man fuld som et svin"

Der var nu ikke nogen, som blev som svin. De skulle jo som os fortsætte næste dag. De ville til Fredericia.

Men så tændte de gæve kajakroerne bål og underholdt os den halve nat, til jeg spurgte om de ville lade være med at spille på radioen. Else og jeg ville gerne til ro, da vi vidste, at vi skulle klare Kolding bakkerne den næste dag. Så ved 11 tiden kravlede vi ind i vort shelter. 

I dag 10/7, hvor det er 94 år siden, Chr. X red over grænsen, stod vi tidligt op. Kl 5 rodede jeg med soveposen, og Else kunne godt tænke sig at sove lidt længere, men valgte alligevel at stå op. 

Kl 6:30 var vi på farten og havde i begyndelsen krsftig modvind og bakke ned på cykel og bakke op på gåben.

I Kolding kørte vi ad strandvejen og ruten mundede ud ved Nr. Bjert kirke og landevejen Kolding Middelfart.

Vi traf en medarbejdet ved kirken, som låste op for os.

Nr. Bjert kirke er bygget 1889 og flere gange bygget om. Joachim Skovgaards søn havde stået for meget af den kunstneriske udsmykning.

De sidste ca 30 km er der ikke noget at skrive om - ikke andet end at I bare selv skulle prøve at køre/gå fra Kolding til Middelfart.

Vi var lige til en forfriskning da vi nåede Kongebro grillpladsen - 1stk hotdog og 1 stk softice. I må selv gætte, hvem der fik hvad. Og så gik det ellers hjemad.

Vi snuppede lige en liter is i Fakta i Middelfart, inden vi tog de sidste 8 km af vores ialt 388 km sommertur. 

Nu er vi på Svinø, er kommet af med de ækle klude og har kastet os i bølgerne. 

Tak for følgeskabet, så vidt I har haft interesse i at følge os. Vi skriver jo for os selv, men I har lov til at kikke os over skulderen.

For os har det virkelig sat 1864 til 1920 i et klart lys, og det var formålet med vores Søndrjylland rundt 2014. 

Lige her kan jeg ikke lægge billeder på dette postkort, men der kommer  webalbum senere og mere på min hjemmeside.