Indien rejsebrev nr 26 18.02.2015
Vore sidste rejseoplevelser – i denne omgang!
Kære læsevenner!
Jeg var ikke helt sikker på, at der ville blive nogen festival. Selvom HO havde bedyret at der ville være en 3 dages festival kunne jeg ikke finde noget som helst på nettet om en festival i 2015. Der var billeder fra 2013 men ikke et ord om 2015.
Allerede før jul var vi i byen Panjim hvor vi i det portugisiske kvarter fandt frem til hvor Hr Fundacao Oriente boede. HO slog sig på lårene da jeg spurgte om han stadig levede. Enhver bare nogenlunde begavet person kunne da finde ud af at ”Fundacao Oriente ” betød den orientalske foundation, altså organisation. Ja hvor dum kan man være, eller hvor dum har man lov at være. Jeg nævner ingen navne, men jeg ved nok hvem der er dummest!!!
På stedet fandt vi en dame, som gjorde opmærksom på at billetter kunne hentes fra 2. februar 2015.
Da vi havde rejst Sydindien tyndt var vi igen i Panjim 2.2.15 for at hente billetter kl ca 9:30. Billetsalget ville åbne kl 10.
Vi vidste ikke om det var nødvendigt at vi alle mødte op, men det gjorde vi. I stueetagen blev vi modtaget af en dame, som bad os vente, for den ansvarlige var ikke til rådighed endnu. Efter nogen tid skulle en af os skrives op på en liste. Det blev mig og vi bad om 3 billetter til alle 3 dage og en 2 billetter til Grethe og Svend Erik som kun ville være med 3 dagen. Derefter blev listen båret op på 1 sal og så gik der igen en rum tid. Endelig kom Yvonne, altså ikke hende fra ”Huset på Christianshavn” for hende her var komplet humørforladt og slet ikke slagfærdig. Jeg spurgte hende om hvorfor der ikke kunne findes noget på nettet eller noget andet sted om festivalen. Hun svarede, at det var da noget alle vidste og i næste uge, ville der komme noget i aviserne. Hun kom højtideligt og spurgte: hvem er Hr Huus. Jeg måtte grædende bryde sammen og tilstå at det var mig. Så overrakte hun mig en konvolut med mit navn skrevet med smuk håndskrift Mr Huus og deri lå vore billetter. Det hele var gratis, så vi grinede lidt af den omstændelige procedure. Men nu havde vi billetter og kunne deltage i festivalen over 3 dage.
https://plus.google.com/photos/112866383635724967151/albums/6117899221604848913
Fredag d. 6.2 havde HO bestilt Francis til at køre os til Old Goa. Han skulle komme kl 15 eller 15:30. Vi var klar ca 10 min i tre og Francis valgte at vi skulle hentes kl. 15:35. For den formidable sum af 120 kr kørte han os i mere end en time til Old Goa, og ventede 2-3 timer til vi skulle køre tilbage. Fra en plads var der gratis shuttle bus til toppen af et bjerg hvorpå der var bygget en katolsk vor frue kirke: Chapel of our Lady of the Mount
Vi var nogen af de første så vi fik lige de siddepladser vi ville have. Lige foran scenen som var rejst på kanten af bjerget med en usædvanlig smuk udsigt over dalen. Det viste sig også at vi derved oplevede en helt eventyrlig solnedgang med en ildrød himmel, som dannede baggrund for de optrædende kunstnere.
Første programpunkt var med en Indisk kvindelig violinist, Assametiske Sunita Bhuyan og en trommeslager. Hun gned strengene så selv kattene må have frydet sig. Hun var en fremragende virtuos og koldt violinen langt nede af armen som man ofte ser folkemusikere gøre. Der var et vidunderligt samspil med trommeslageren som fulgte alle hendes variationer. Derefter var der en pianist og en sangerinde som sang inde i kirken. Det var der vores billetter skulle bruges, men der var overhovedet ingen, der kontrollerede noget som helst, så i grunden havde vores 2 udflugter til ham der Fundacao været unødvendige.
Vi gik lidt før de andre og kom ned til shuttle busserne. Manden sagde, at vi da bare kunne bede vores taxi komme op for at hente os på bjerget, så behøvede vi ikke at vente på at bussen blev fuld. Et eller andet gik galt, HO talte med Francis og så skulle han bare hente os. Men der kom ingen Francis. Efterhånden blev bussen fyldt og kørte ned af bjerget, medens vi stadig ventede. Så blev den næste bus næsten fyldt, og vi besluttede os til, at vi ville lade Francis være Francis. HO var ved at koge over, og det blev ikke bedre da vi kom ned, for heller ikke der var der nogen Francis. Først efter flere telefonopkald kom han fra en helt anden retning. Et eller andet havde han misforstået, eller også havde han brugt ventetiden på at køre taxi i lokalområdet
https://plus.google.com/photos/112866383635724967151/albums/6117902693230980769
Næste dag gik jeg til tandlægen fordi jeg jo fik ondt i tænderne af en koncert i Kala Academy i Panjim. Det viste sig at være en usædvanlig behagelig tandlæge. Han konstaterede at jeg havde en revnet fylning som skulle udskiftes og desuden ville han foretage en tandrensning. Det kostede den formidable sum af 150 kr. Så tog han et billede af en tand ved siden af den med fyldningen og viste at den var revnet og på et tidspunkt ville knække. Nå hvad gør man ved sådan noget. Han foretrak at reparere frem for at indsætte et implantat, som i øvrigt var meget dyrere. Han ville slibe det dårlige væk og så få fremstillet en keramik hætte, som blev limet ovenpå tanden.
Se det var lørdag kl 13 og vi skulle rejse tirsdag midt på dagen. Han gav mig et tilbud på 15.000 Ruppies eller 1500 kr. Jeg overvejede det et øjeblik og tilbød ham 200 Euro. DVS 14.000 Ruppies. Han accepterede. Lidt senere på dagen ringede han til mig og sagde, at hvis jeg kom med det samme, ville han slibe og tage aftryk af min tand og sende materialet til laboratorium og så ville han få tanden tilbage mandag kl 11:30. Jamen, sagde jeg er der ikke lukket søndag. Nej tanden ville blive lavet med det samme og så sendt med først en bus og derefter med en anden bus og til sidst med taxi til hans klinik. Det kunne godt lade sig gøre.
Jeg synes det er fantastisk at alt det kan organiseres så flot. Og det skete præcis som han havde forudset. Midt på dagen mandag gik jeg rundt med en ny tand og et stort tilfreds grin på læben.
https://plus.google.com/photos/112866383635724967151/albums/6117906429634771473
Nå men det var jo festivalen vi kom bort fra. Sidste aften søndag d. 8. februar
Francis gennemførte samme procedure med at hentede os på det tidspunkt som passede ham bedst og der var et nyt musik og danse program. Denne gang var det en kvinde, som dansede Manipuri danse 0g igen nogle trommeslagere, som fuldstændig tog pippet fra os alle. De dansede med deres trummer og spillede helt fantastisk. Bagefter var der en guitarspiller og en klarinet, som spillede guitaristens egne kompositioner. Det var lidt langtrukkent så vi forlod bjerget førend det sluttede
Sidste aften 8.2.15 var der først 2 brødre, som spillede sammen. De var uhyre musikalske. Den ene spillede på et særligt strengeinstrument og vi fik at vide at der var 100 strenge på det. Den anden var ferm på trommer. Foran scenen kravlede en lille 10-12 års knægt rundt med et megastort camera. Han var lige ved at få overbalance syntes vi , når han satte det kolossale teleskop for øjet. Igen havde vi den flotte solnedgang, som baggrund til indisk musik frembragt af nogle små stålhamre hvormed han frembragte lyd på strengeinstrumentet.
2 afdeling var i kirken hvor et stor blandet 4 stemmigt kor underholdt med indiske sange på 9 forskellige indiske sprog. De udnyttede kirkerummet ved at stå i forskellige hjørner og synge vekselsange. De sang godt, men det var alt for langt, og vi tre rejste os da forsamlingen klappede. Da jeg rejste mig for at tage et foto var der lynhurtigt en stor dame, som stjal min plads. Koncerten var ikke begyndt, men det var en meget akavet situation og jeg prøvede at fortælle hende og det gjorde adskillige indere også at gøre, at det var min plads, men hun ville ikke rokke sig fra pladsen ved siden af Else og HO. HO skældte hende ud og sagde at det var outragious og nogle råbte vip hende ned af stolen. Jeg tog fat i stolen men jeg kunne ikke rokke den, så greb jeg hende i armen og øjeblikkelig råbte ” rør mig ikke”. Til alt held, kom Yvonne, hende med det gode humør, fra billetslaget, og sagde til damen, at det kunne hun ikke tillade sig, hun kunne være kommet i ordentlig tid hvis hun ville have en god plads. Efter mange overtalelsesforsøg fik hun damen til at rejse sig og hun blev vist ud af kirken. Hvad kan man lære af det? Ja brug selv din fantasi.
Sidste punkt var en musikkvartet: guitar/violin, violin, cello og rommer som dels selv spillede indiske musikstykker dels ledsagede et hold dansere. Nu syntes jeg det kunne være nok med indisk musik og ville gerne hjem. Men det ville HO og Else ikke, så jeg måtte pænt vente i stor tålmodighed og uden at kny! Else hvisker mig i øret at jeg lyver. Og jeg griner.
Denne gang var Francis der på pletten og vi sluttede vores dejlige aften med et glas cognac på værelset.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Else og jeg står i stor taknemmeligheds gæld til HO for hans tilrettelæggelse og gennemførelse af vores spændende eventyr rejse i Sydindien. Vi har klaret samværet til alles tilfredshed og vi har drillet hinanden, men det har altid været med et glimt i øjet. Vil vil glemme Hans-Ole for at have taget os med på denne store tur. Tusind tak Hans-Ole for den fine tur. Det kunne da godt være, at vi kunne finde på at tage 14 dage i Goa igen!
Så nu skal I have fri for alle vore skriblerier – indtil næste gang, vi finder på at belemre jer med vore beskedne rejseoplevelser. Nu mumler vi noget om Australien eller New Zealand. Men først skal vi have et par ugers ferie.
Stort knus fra os (HO har ikke læst med denne gang) men knuset kommer fra Else og Niels Ebbe
Tak for godt følgeskab til jer, der har gidet læse vore breve.