Postkort nr 12 Skandinavien

Farvel til de hyggelige nordmænd, vi mødte i Krokom, Ragnhild og Per. Dagens mål var de enestående helleristninger ved Glösa og Gärde. 

Gløsa hellerisiningerne lå på en geologisk seværdighed, en ås, som havde en stejjl skrænt ned et par hundrede meter fra Alsensjøen. Skiltet viste at der var 700 m til helleristningerne. Men jeg siger jer, det var op ad bakke, mine gamle ben kom ordentligt på arbejde, og vi priste os lykkelige over at have kræfter og helbred til at komme derop. 

Der var lavet et helt undervisningsområde, med jernalderhus og en slags museeum for elge og rener. 

Selve helleristningerne fandt vi ved et mindre vandfald, hvor de var ridset ind i flade områder. Disse helleristninger i Jämtland, i den nordligere del af Sverige regnes for meget ældre end dem i det sydligere Sverige. Måske 4000 år gamle, ja nogle regner man for 6000 år gamle. Motiverne er elge og rener, bjørne og fodspor. Alt det så vi i Gløsa. At stå ved disse kunstværker fra 4000 år tilbage giver et særligt sug i maven. Vi blev helt andagtsfulde. Hvorfor har de lavet dem?

Næste mål var helleristningerne ved Gärdesjøen. Der skulle vi se elge i naturlig størrelse. Mon det kunne passe.

Vi var lidt usikre på den grusvej vi kørte af, men i en lille samling huse mødte vi en gammel kone og spurgte hende til råds. Louise hed hun og hun var født i en nærliggende gård, med havde hele sit arbejdsliv boet i Gävle som økonomiansvarlig i et stort køkken. Den gamle dame viste sig at være 65, og mdens vi snakkede kom der en ung mand, som netop i 7 dage havde vandret 150 km alene i en skov. Han var 70. Nå men vi fik rigtig snakket. Louise havde haft en dejlig oplevelse i Norge. På en tur derovre var de blevet budt på kaffe af en vildt fremmed norsk gruppe, som de overhovedet ikke kendte. Det glemte hun aldrig. Men hun fik absolut ikke den ide, at invitere os. Der er altså forskel på svenskere og nordmænd. 

De var meget meddelsomme, når vi spurgte. Kalle, hed den unge spænstige vandringsmand fortalte at der var kirker med et særligt lappe kapel og udpegede nogle på kortet, som vi idag vil søge at finde. Vi skulle bare køre videre gennem skoven, så ville vi komme til Kallsjøn, hvor vi nemt kunne finde en overnatningsplads.

Helleristninger lå nede til venstre af en anden grusvej 2 km nede. Tak for hjælp og så kørte vi til venstre. Jeg tror nok at både Volvo og Kabe blev lidt forbavset over at blive udsat for sådan en vej. Da vi svingede om et hjørne var der pluselig en træbro. Jeg standsede og vi kikkede på hinanden, kunne vores 250 m brede campingvogn være der og kunne den bære. Nu kan vi sige ja til begge spørhsmål. Men det var lidt med kriller i maven.

Helleristningerne lå midt i en brusende elv og de overgik alle vore forventninger. En af dem var i fuld størrelse. En anden lidt mindre og andre steder en hel flok elge, det var forklaret, at rener var dem  med de store horn og elge var dem med skæg. En af helleristningerne viste en ren og fodsporene af den elle de, som drev dem afsted. 

Der er flere tolkninger. En af dem at urfolket i stenalder eller bronze alderen var animister. Dvs. At de anser en ting eller et dyr for besjælet og kunne dyrkes som en guddom. En anden teori er, at disse steder er offersteder, hvor man samledes et par gange om året. Man formoder at der var grupper på 40 personer som boede og jagede sammen. De flyttede til et sommersted og når det blev varmere rykkede de til et vintersted.

Enhver har lov at komme med sin egen tolkning, men det ligger udenfor al tvivl, at de er meget ældre end de sydlige med vikingeskibe fra omkrinf 4-900 år e.kr. og at disse er 4-8000 år gamle.

Turen videre gik ad grusvej gennem uhyre skove. Vi kørte mere end 50 km ad en ganske smal grusvej og mødte på hele strækningen kun en mand, der ikke gik med sin bøsse, men med en mobiltelefon for øret.  Det var et område, hvor der hvert år bliver skyudt 15000 elge og rener. Vi enige om, det var derfor vi ikke så nogen. 

I morges, kom jeg pludselig til at tænke på, hvad vi havde gjort, hvis vi var kommet ud for et uheld med bil eller campingvogn. Hvordan skulle vi skaffe hjælp, de fleste steder var der ingen mobildækning. Men denne lille tanke har jeg ikke røbet for Else. Så I må heller ikke sige noget, for så bliver hun altfor urolig

Vi fandt som sædvanlig et dejlig plads. Denne gang højt over en sø med udsigt til alle sider.

Stor fornøjelse at få læst beretningen op. Havde selv tænkt den samme tanke og at der jo var lidt langt at gå, hvis uheldet var ude. MEN havde modsat sædvane heller ikke sagt noget om mine tanker før nu. Synes dog også at kirken i Offerdal skal have et par ord med på vejen. For at få et godt første-billede, steg jeg ud af bilen, tog billedet af kirken og fik så øje på en koloristisk træskulptur lavet på rod af en af de 120 år gamle popler, der havde dannet allé ned til kirken, som desværre var aflåst. Nysgerrig som jeg er, tog jeg turen rundt om kirkegården og opdagede flere gravsteder, hvor man som vi så i USA også havde påført levende slægtninges navne. Bemærkelsesværdig var også mindestenen over den vidtberømte  storspillemand Lapp-Nils (1804-1870 - født i Lapland). Mærkeligt nok gravede han selv sin violin ned, da han var blevet troende og kirken mere eller mindre betragtede violinen som et djævelens redskab. Det synspunkt ændrede sig dog siden. Det fortælles at han gravede violinen op igen, da han havde lovet at spille til et bryllup. Træskulpturen var en hyldest til både de gamle popler og lydtraditionen efter Lapp-Nils og alle hans spillemandsefterfølgere. 

Kærlig hilsen fra Else og Niel Ebbe